Stor opbakning fra FUT Erhvervsklub

Man må sige, at den store succes fra sidste år med vores Erhvervsklub har smittet godt af på hele 2019, og vi oplever opbakning fra vores erhvervsmedlemmer som aldrig før.

Bestyrelsen i FUT har længe haft stor fokus på at hverve nye Erhvervsklubmedlemmer, og det må man siges lykkedes. Vi er nu langt over 80 medlemmer, som hver år gør det muligt for FUT at udføre de mange arrangementer og tiltag, vi har i foreningen. Vores erhvervsklub er en stor del af vores økonomiske opbakning. Det ville være umuligt for FUT at holde hjulene i gang, hvis ikke det var for dem.

Erhvervsklubmedlemmerne bliver en del af jobbank

Derfor har vi i FUT også lavet et nyt tiltag. Det vil fra 2020 være muligt for erhvervsmedlemmer at blive en del af vores jobbank. Det betyder, at erhvervsklubmedlemmerne fremadrette har mulighed for at lægge jobannoncer i jobbanken og derved blive en endnu større del af vores netværk.

Kan vi også få opbakning fra kæderne?

Desværre har ikke alt været en succes i det forgangne år. Manglende tilmeldinger har igen været en udfordring, og vi i FUT vil gerne til bunds i, hvordan vi fremadrettet undgår at det nødvendigt at aflyse flere af vores arrangementer.

Vi har længe kunne mærke kædernes tendens til at udarbejde studieture for deres egne elever, hvilket vi i år mærkede konsekvensen af.

Dette års byggemarkedstur måtte aflyses på grund af manglende tilmeldinger. Da tidsfristen var udløbet, var der kun 4 tilmeldte, hvilket ikke var nok til at gennemføre turen. Det er en udfordring for de tiltag vi tilbyder eleverne i branchen. Derfor vil vi i 2020 have ekstra fokus på at få kæderne og eleverne til at støtte bedre op om vores valgfag på skolerne.

Nyt medlem i FUTs bestyrelse

Efter vores generalforsamling i starten af november kan vi nu byde velkommen til de nye kræfter bestyrelsen har fået. Jesper Haslund er netop blevet valgt ind i bestyrelsen, og vi glæder os meget over at have fået Jesper med på holdet.

Vi har en stærk bestyrelse, hvor alle gør sit til, at FUT bliver endnu mere udbredt i branchen og at valget om at være medlem af FUT er en selvfølge. Målet er, at alle i branchen kan se de mange fordele vi giver den enkelte person og branchen som helhed.

Læs mere om FUT og alle de spændende tiltag vi har gang i på fut.dk.